2003

I ØLentusiasteN nr. 18 (marts 2003) skriver Ole Madsen om foreningens første kvindeølsmagning afviklet i Aalborg den 7. marts med 65 deltagere.

I ØLentusiasteN nr. 18 (marts 2003) skriver Ole Madsen at Aalborg nu har 342 medlemmer.

I ØLentusiasteN nr. 19 (juni 2003) står der i kalenderen at der er medlemsmøde 13/9 2003 med valg af lokalformand. Kontaktperson er Jan Drilling som sammen med Anders Dannevig siden starten på Queens Pub 15/1 2000 har været en af de mest aktive i Aalborg.

Meget forvirrende står der så i ØLentusiasteN nr. 20 (september 2003) i kalenderen at der er årsmøde i Region Nordjylland og Lokalafdeling Aalborg 20/10 2003. Mærkværdigt at der er valg igen – men det er kendetegnende at det sker over hele landet, så det er sikkert et dekret fra oven…

I ØLentusiasteN nr. 20 (september 2003) står der at Sune Ditman Pedersen modtager Regionens Ølpris 2003. Ole Madsen skrev følgende om den danske Øldag i ØLentusiasteN. "I Aalborg-området blev dagen kraftigt markeret. John Bull bød på Mørk Guld fra Bornholm på fad og Irish House lavede også tiltag for at markere dagen. Danske Ølentusiaster bød på Portergryde hos H.J.Hansen, hvortil Sune gav AZ Ale. Desuden var der smagning af øl fra One Pint hos Sune. Hos Nørresundby Vinhandel lod de også det gode øl flyde. Svenstrup Brugs lavede et specialtilbud denne dag, og Bisgaard Vin i Støvring bød på smagsprøver af godt øl. Som om det ikke var nok, så var der også håndbryggerdag på The Wharf dagen derpå, om lørdagen, hvor der var mulighed for at smage på og få mere at vide om håndbryg".


I ØLentusiasteN nr. 21 (december 2003) skriver regionsnæstformand Torsten Sørensen et debatindlæg om ting han ønsker ændret i foreningen. Han vil blandt andet gerne have en mere levende website med masser af debat. Et andet sted i bladet star der at regionsrådsmødet 15/11 fik landsbestyrelsen 2 nye medlemmer Klaus Seiersen og Jan Drilling – sidstnævnte omtales som afgående regionsformand og som en af dem der var med til at starte lokalafdelingen i Aalborg op.